Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Overbygning

I overbygningen møder vi eleverne på et tidspunkt, hvor livet byder på udvikling, udfordringer, usikkerhed og nye oplevelser. Det er 3 år, ikke kun med forandringer i krop og sind, men også i skolegangen. I overbygningen er der højere forventninger om selvstændighed og ansvar for egen og andres udvikling.

Vi ønsker at møde eleverne der, hvor de er, for det er netop i mødet, udviklingen sker og vores mål er at skabe et undervisningsmiljø, hvor det er trygt at møde udfordringer og hvor nysgerrigheden trives.

Vores elevgruppe repræsenterer et bredt udsnit af samfundet, og vi er glade for den mangfoldighed, som betyder, at man dagligt omgås jævnaldrende, der på forskellige måder udvider ens forståelse af verden.

I lærergruppen har vi fokus på samarbejde både omkring det faglige og elevernes trivsel. Det betyder, at den faglige undervisningen er i konstant udvikling og den understøttes af strukturerede, individuelle samtaler mellem elev og kontaktlærer. Vi har i tillæg ugentlige skemalagte trivselstimer, hvor der arbejdes målrettet med klassens fællesskab og trivsel.

Fordi vi er en relativ stor skole, kan vi oprette et bredt udvalg af valg- og linjefag, som tilfører skolegangen en praktisk og kreativ dimension. I vores linjefag blandes eleverne på tværs af årgangene på følgende linjer:

Udtryk dig! Her arbejdes med udtryk på forskellige måder; gennem billeder, kunsthåndværk, drama, musik og dans.

Naturlig-Vis! På denne linje er der mulighed for at opleve naturen på forskellig vis: Sejlads i kano, fiskeri, mad på bål, kolonihave og mon ikke, der sniger sig en overnatning i skoven ind!

Flyt dig! Her er der mulighed for bevægelse og faglig fordybelse i kendte og ukendte sportsgrene. Der er et højt aktivitetsniveau og der arbejdes med kost, søvn, fysisk og psykisk sundhed.

Således er vores ambition, at alle elever trives og finder mod til at udvikle sig, så meget de kan både fagligt, socialt og personligt.